Tak fordi du er uenig med mig!

Samarbejde er bøvlet. Sådan er det … og so what? Vi bringer alle noget forskelligt med ind i de fællesskaber, vi indgår i. I teams, arbejdsgrupper, familier og sportsklubber knokler vi derudaf med at samarbejde, forhandle og finde løsninger. Ofte taler vi om ’at finde fælles fodslaw’, at nå til enighed eller opnå gensidig forståelse. Det er alt sammen udmærket, men mange diskussioner trækker i unødig langdrag, for hvor ofte er det egentlig nødvendigt at nå til enighed for at kunne komme videre?

Mange steder hersker der en udpræget intuitiv (mis)forståelse af, at godt samarbejde handler om, at alle er enige om, hvordan vi forstår noget, hvad vi hver især skal gøre med noget, og at vi alle mener det samme med det samme. Men meget ofte er konsensus en illusion, og vi må ’nøjes’ med såkaldt ’vedtaget enighed’. Det betyder, at vi må gå på kompromis med vores egen erklærede helhjertede holdning, og kompromiser kan de fleste af os godt lide … bortset fra når det er os selv, der må gå på kompromis.

Den udbredte misforståelse, at konsensus er vejen frem, afstedkommer et enormt tidsspilde på mange møder og i mange samtaler. Når denne misforståelse bliver styrende, går der alt for meget tid med at diskutere forskellige vinkler og perspektiver i et usagt håb om, at hvis bare vi bliver ved med at tale længe nok, bliver vi nok til sidst enige (læs: får jeg overbevist de andre om, at jeg har ret!). Forskellige perspektiver og vinkler (altså holdninger!), er ikke nødvendigvis en udfordring i vores samarbejde hverken på jobbet, i fritidslivet eller i familien. Uenighed er kun et problem, hvis vi gør den til et problem. Hvis uenighed anses for at være noget, der skal overkommes, en udfordring der skal løses eller et problem der skal fjernes, gøres forskellighed til noget forkert, og mangfoldighed bliver så pludselig ugleset. Anses uenighed derimod som en gave, der tilbyder alle nye syn på et eller andet, udvides vores muligheder for samvær markant. Så måske er tiden inde til, at vi tydeligt og højlydt anerkender dem, der ulejliger sig med - og er så venlige - at være uenige med os.

Jamen det er sgu da ikke normalt at se det på den måde!!!

Kan du genkende tanken fra dit eget hoved? Tanken (eller én der minder om) opstår som regel, når vi udfordres af det fællesskab, vi er i. Men hvad er normalt?

Normalitet er en statistisk størrelse. Norm handler om, hvorvidt man i fht. et bestemt tema statistisk set placerer sig indenfor flertalsgruppen eller udenfor flertalsgruppen. Statistik handler ikke om bedømmelse eller vurderinger, og dermed handler normalitet heller ikke om rigtigt eller forkert.

Det er normalt at være forskellig. Det er normalt, at vi er anderledes end andre. Og det er derfor også normalt, at vi er uenige. Det er også normalt, at vi gerne vil have ret. For vi har jo ret … set fra vores perspektiv. Set fra mit ståsted har jeg ret i mit.

Normalitet er et begreb eller en idé som ethvert andet begreb eller idé. Det er et koncept, som kan defineres fra situation til situation og fra menneske til menneske. Din opfattelse af, hvad der er normalt, er ikke nødvendigvis – og formentlig ikke – den samme som din nabos, din kollegas, dine venners eller for den sags skyld din ægtefælles version af, hvad der er normalt.

Normalitet er noget bøjeligt. Det er noget, vi kan definere meget bredt, og vi kan definere det meget snævert. Normalitet har således forskellige ansigter, alt efter hvilken grænse vi sætter for, hvad der er normalt, og hvad der ikke er normalt.

I dag er der mange steder en udpræget tendens til at hylde dem, som gør noget andet end det sædvanlige. Vi imponeres over dem, der går andre veje end de gængse. Samtidig synes vores tolerancetærskel at snævre sig mere og mere ind overfor det, vi ikke forstår. Det, vi ikke forstår, kategoriserer vi i stigende grad som unormalt, sygeligt og måske endda som noget, der må være en diagnose for??? Det vi ikke forstår, grupperer vi lynhurtigt i en kategori af noget afvigende, og så er trangen til at ville lave det uforståelige om lige om hjørnet. Ubevidst sniger trangen til at lave kollegernes, ægtefællens, vennernes og børnenes holdninger om, så de passer bedre til mine, sig ind på os.

Men måske er det i mødet med det uforståelige, at vi bør stille os selv spørgsmålene:

  • Er min version af hvad der er normalt og ikke normalt i sig selv inden for normen? Eller er den bredere eller snævrere end normen?
    • Hvis JA: hvorfor mener du, at din holdning til, hvad der er normalt, ligger inden for normen?
    • Kunne din opfattelse af, hvad der er normalt, trænge til at blive justeret?
    • Hvis Nej – hvorfor ikke?

Vi er alle enestående, så derfor er der intet unikt ved os.

Hvis vi reelt erkender den præmis, at vi alle blot er mennesker bosat på en kugle, der mødes i mere eller mindre tilfældige møder, og dermed alle er ens OG samtidig accepterer, at vi alle er forskellige, og dermed alle har brug for noget forskelligt, udvider vi den relationelle tolerance, og pludselig er der plads til flere … plads til flere i teamet, plads til flere i klasselokalet, plads til flere i vennekredsen og plads til flere i livet.

Og hvad giver det så MIG? Hvad får jeg ud af at være sammen med nogen, der er anderledes end mig, og som jeg har svært ved at forstå? Hvorfor skal jeg ulejlige mig med at samarbejde med dem? Den slags spørgsmål stiller vi stedvis os selv og hinanden, når et fællesskab bliver mere udfordrende, end vi synes om. Men svaret er for så vidt enkelt … og så selv om det muligvis stadig er bøvlet at være en del af noget anderledes.

Det mangfoldige fællesskab tilbyder dig nemlig de vinkler på verden, som du ikke selv havde opdaget eksisterede. Det forærer dig sanseindtryk, du ikke selv kunne se, høre, fornemme eller opfange. Det giver dig tanker, idéer og muligheder, som du ikke vidste var der. Det udvider med andre ord din fulde oplevelse af verden.

Så tak fordi du er uenig med mig. Tak fordi du er anderledes end mig og dermed udfordrer min definition af, hvad der er normalt. Tak fordi du udvider min horisont!