Hvad snyder du din arbejdsplads for, når du springer pausen over?

I travlhedens navn kender de fleste af os til det at springe frokost – og kaffepausen over for bare at arbejde derudaf uden stop. På mange arbejdspladser opstår der en kultur af, at vi har for mange opgaver liggende på skrivebordet, til at vi kan tage os tid til pause undervejs i løbet af arbejdsdagen. Den korte 10 minutters kaffepause bliver erstattet af hastige slurke af en halvlunken kaffe, der har stået for længe ved siden af computeren, og frokostpausen bliver til en hurtig sammenklapper i bilen fra ét møde til det næste.

• Men hvornår er vi egentlig effektive, og hvornår pisker vi bare forvildet rundt i et hamsterhjul, hvor vi ikke er til megen nytte?
  
• Får vi virkelig udrettet mere i løbet af en arbejdsdag, når det hele foregår i eskaleret stumfilmstempo?
  
• Og hvad er det så i øvrigt vi ikke udretter, når vi hele tiden er såkaldt effektive opgaveudøvere?
  

Hvad sker der i pauser?

Når vi holder pause, lader vi op. Det betyder, at vi i pauserne tilbyder os selv en ladestation, hvor ny energi tankes på, og det giver os ikke bare muligheden for at arbejde effektivt efter pausen, men det giver os også chancen for, at kunne arbejde grundigere og bedre, efter vi er ladet op. Vores bil kan sagtens klare at køre videre uden at komme til service, men den kører bare bedre, når den jævnligt får skiftet olie, renset bremser og skiftet filtre. Det samme gælder for os.

Det er også i pauserne, at vi åbner vores sind for nye vinkler og modtager inspiration. Ved at frarøve os selv pauser i løbet af dagen, frarøver vi os selv muligheden for input til, hvordan opgaver kan løses på nye måder. De fleste kan nikke genkendende til, at det er i de mest uventede øjeblikke, at man får en god idé til, hvordan et problem løses, og at det f.eks. er når man har gloet ud af vinduet i 5 minutter (og tilsyneladende har været vældig ineffektiv), at man pludselig knækker koden til en problemstilling, man har tumlet med igennem længere tid. Det er også i pauserne, at vi hører om, hvad kolleger går og tumler med, og på den måde får vi viden om deres måde at løse opgaver på. Men alligevel sidder mange og knokler med opgaver, der skal løses, uden at de rigtig når i mål med det. Når de så tjekker ud og sidder på cyklen på vej hjem, siger det pludselig PLING! … og så finder man løsningen. Kontekstskifte er én af de mest kraftfulde måder at komme ud af en fastlåst situation på, og det gælder også rapporter, man sidder uhjælpeligt fast i, møder der går i ring, planlægning der ikke kommer i mål, og løsninger der skal findes, men som udebliver. Pauser er et kontekstskifte, og når vi ikke holder pauser, og dermed ikke tilbyder os selv et kontekstskifte, stjæler vi mulig idérigdom og tænkelige løsninger fra os selv og organisationen.

Kære leder, det gælder også dig!

I øvrigt må vi ikke glemme, at vi er hinandens gensidige arbejdsmiljø, og vores ledere bør være vores rollemodeller. Ved i travlhedens navn at lade være med at holde pause, medvirker vi alle til at fastholde en travlhedskultur, hvor vi legitimerer overfor hinanden, at vi gerne må tilsidesætte egne basale behov til fordel for arbejdsopgaverne. Ledere på arbejdspladsen har som kulturbærere i den forbindelse et udpræget ansvar, og hvis de heller ikke holder pause (fordi de har så meget at se til), signalerer de mere eller mindre indirekte, at den pligtopfyldende medarbejder er den medarbejder, der klarer skærene på et minimum af input. Så kære leder. Hvis du læser med, så gælder dette i høj grad også for dig!

Så kære leder, medarbejder og andet godtfolk. Når du undlader at holde pause, frarøver du din arbejdsplads dit selskab, med alt hvad det indebærer af kompetence, idérigdom og initiativ. Når vi er sammen med vores kolleger om andet end blot arbejde, men i stedet samles omkring et måltid mad, en snak om week-enden og fortællinger om løst og fast fra hverdagen, opbygger vi kendskab til hinanden, og der knyttes bånd. Disse bånd udgør det fællesskab, som vores organisation funderes på. Den sociale kapital på en arbejdsplads er den platform, vi står på, når vi er uenige, når der opstår pres af den ene eller anden art, når organisationen er truet, eller når der sker store forandringer, som udfordrer. Den platform forvitrer, når vi ikke taler sammen, og således kan vi gøre vores organisation mindre modstandsdygtig, når vi vender ryggen til pauserne. Hvis vi undlader at forholde os til hinanden som mennesker, der er forbundet i et arbejdsfællesskab, men blot agerer overfor hinanden som arbejdsrobotter i fuld firspring, lader vi vores organisatoriske platform i stikken … og hvem har glæde af det andet end vores konkurrenter?

Så hvad snyder du din arbejdsplads for, når du undlader at holde pause?

Svaret er enkelt: Hvis ikke du stopper op nogle gange i løbet af dagen, løfter blikket fra bunkerne på skrivebordet og vender dig mod dine kolleger, frarøver du din arbejdsplads og dine arbejdskammerater værdifuld viden, ekspertise og ikke mindst dit personlige nærvær.

Så gør os alle sammen den tjeneste at stoppe dit egotrip og hold pause sammen med os andre!